Hongkongs politi rydder demonstranters barrikader

Skrevet af admin

13/10/2014

Mest læste i dag

Efter to uger med flere afspærrede gader i Hongkong er politiet mandag lokal tid begyndt at fjerne barrikaderne opført af prodemokratiske demonstranter.

Ved det centrale protestområde tæt på offentlige kontorer i Admirality-distriktet er en stor gruppe demonstranter stødt sammen med politiet, som samlede sig i området, siger et vidne til Reuters.

Ifølge CNN foregår aktionen dog fuldstændig fredeligt.

Det er Occupy Central, en af organisationerne bag protesterne, som oplyser, at politiet fjerner demonstranternes hegn for at skabe fri passage i gaderne efter flere uger med trafikproblemer.

Samtidig meddeler en forhandler ved politiet, at demonstranterne stadig kan opholde sig i området. Derfor trak politiet sig tilbage, efter at barrikaderne var blevet fjernet.

- Politiet opfordrer demonstranter til at lytte til politiets råd, lade være med at forhindre politiaktionen i at blive udført, fjerne forhindringer på gaderne så hurtigt som muligt og forlade området på en fredelig og ordentlig måde, skriver politiet ifølge AFP i en meddelelse.

Beskeden blev læst op i megafoner, mens demonstranterne forsøgte at holde barrikaderne på plads.

- Vi er ikke ude på at gøre politiet noget. Vi forsøger bare at bevare frontlinjen, siger den 22-årige studerende Annabel Wong til AFP.

Hongkongs demonstranter, der kræver mere demokrati og uafhængighed af Kina, har tidligere meddelt, at de ville trække sig fra et område af byen og rydde blokerede veje nær regeringshovedkvarteret.

Titusindvis af demonstranter har været på gaderne for at vise deres utilfredshed med, at Kina ikke vil tillade frie valg, når Hongkongs næste leder skal udpeges i 2017.

Vælgerne i Hongkong får kun mulighed for at stemme på ganske få kandidater, som først er blevet godkendt af det kommunistiske regime i Beijing.

Hongkongs regering har kaldt demonstrationerne ulovlige. Styret har yderligere slået fast, at der er "nul chance" for, at Beijing ændrer i reglerne.

/ritzau/Reuters