Hooligans angriber dommerseminar i Athen

Skrevet af admin

19/04/2016

Dagens topnyheder

Omkring 40 maskerede hooligans stormede mandag et dommerseminar i en forstad til Athen, oplyser Det Græske Fodboldforbund.

- En kriminel organisation, som på det seneste har handlet uforstyrret, fortsætter med at true liv og helbred på folk involveret i fodbold. Endnu en episode er blevet tilføjet til rækken af hændelser, lyder det fra fodboldforbundet.

Ifølge forbundet overdængede de ubudne gæster dommerne på seminaret med ukvemsord og kastede yoghurt og andre objekter efter dem. Én dommer kom til skade.

- Forbundet fordømmer på det kraftigste disse voldshandlinger. Det opfordrer myndighederne til at beskytte folk involveret i fodbold og til at finde de kriminelle, som forsøger at skræmme og true deres (dommernes) sikkerhed, skriver Det Græske Fodboldforbund videre.

/ritzau/AFP