Horner fuldender mageløs sejr i Vuelta España

2013 har igen været er år fyldt med opsigtvækkende hændelser i cykelsporten, og det ser bare ud til at fortsætte. I går vandt amerikaneren Christopher Horner fra RadioShack-Leopard således Vuelta España som den ældste rytter nogensinde. Horner er 41 år og fylder 42 til oktober.

Den bedrift har fået debatten til at rase, og flere eksperter peger på, at Horners sejr er foruroligende flot. For Christopher har aldrig tidligere gjort sig alvorligt gældende i de helt store og tre ugers lange etapeløb, og desuden har Christopher Horner brugt det meste af sin sæson på at pleje en alvorlig knæskade, som har gjort, at han blot har evnet at træne mellem tre og fire uger, i alt. Faktisk var skaden så alvorlig, at Horner flere gange overvejede helt at stoppe karrieren. Nu kan han så kalde sig vinder af Vuelta España. Triumfen kom i hus ved at besejre italieneren Vincenzo Nibali fra Astana og Alejandro Valverde fra Movistar.

Læs også: Er Horner ren? Vueltaens 'olding' vækker opsigt

Søndagens sidste etape i Vuelta España i den spanske hovedstad Madrid gjorde intet i forhold til det samlede klassement, og der var stort set dømt paradekørsel efter forskrifterne hele vejen. Det var først på de allersidste kilometer, at det trætte felt fik taget sig sammen til at strikke en ordentlig spurt sammen. Længe så det ud til, at både Team Sky og Garmin ville dominere i den hurtige disciplin, men så hamrede Orica Greenedge afsted for at køre spurten for Michael Matthews. Det gik ganske glimrende og helt efter planen, så australieren kunne suse først over målstregen som vinder af sidste etape. Matthews forlader dermed Vuelta España med to etapesejre i bagagen.

Den helt store vinder er dog Christopher Horner, som i øvrigt stadigvæk er uden kontrakt for den kommende sæson. Mon ikke at hans bedrift i Spanien hjælper ham lidt på vej i jobsøgningen.

Vuelta España blev også en udmærket tour set med danske briller. Michael Mørkøv vandt en etapesejr, og Bjarne Riis mandskab har i det hele taget haft tre gode uger i Vuelta España, hvor Nicolas Roche snupper en femteplads i det samlede klassement, mens Chris Anker Sørensen blev bedste dansker med en 18. plads. Næste helt store mål for de fleste ryttere, der var med i Vuelta España, er VM, som køres i Firenze om kort tid.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Dagens Gossip

Dagens TV