Horsens-direktør opfordrer: Bliv hjemme, Brøndby-fans

Fredag formiddag kunne AC Horsens melde om alt udsolgt til gyserkampen på mandag, hvor alt er på spil.

Casa Arena Horsens kan tage 10.400 tilskuere, så dermed er stadionrekorden fra kampen mod AGF 20. maj 2012 på 9.064 sikker på at blive slået.

Men der har slet ikke været nok billetter til at håndtere den massive interesse fra Brøndby-fans, som vil til Horsens for at støtte holdet. 1400 Brøndby-fans har fået billet til udebaneafsnittet, og det kan udløse et sandt kaos omkring stadion på mandag.

Her kan man frygte, at Brøndby-fans vil forsøge at købe billetter på det sorte marked og komme til at sidde blandt Horsens-tilskuere. Eller at mange Brøndby-fans allerede har købt billetter via Horsens-kanaler. Derfor har AC Horsens taget flere initiativer for at imødekomme Brøndby-interessen.

- De Brøndby-fans, som ikke har fået billet, får mulighed for at se kampen på storskærm i et indhegnet område lige bag stadion. Her vil der også være salg af øl og vand. På den måde forsøger vi at lave en løsning for de Brøndby-fans, der gerne vil så tæt på stadion som muligt for at støtte holdet. Men jeg vil egentlig helst opfordre dem til at blive hjemme og se den på tv, siger Horsens-direktør Henrik Ravn til sporten.dk.

Horsens har i ugens løb afholdt møder med politiet og Brøndbys sikkerhedschef for at være så godt forberedt som muligt.

- Vi har lavet en række tiltag. Vi har suspenderet salget på BilletNet og lavet et loft på seks billetter per person. Vi har forsøgt at sikre os, at det kun er folk med Horsens-interesser, der har købt billetter, så vi ikke kommer til at få problemer. Vi har desuden opgraderet sikkerheden med vores vagtfirma og politiet er også godt forberedt, fortæller Henrik Ravn.

Han håber, at Horsens kan blive centrum for en fodboldfest og undgå tilskuerballade.

- Min opfordring er, at lad os nu vise Danmark, hvordan man holder en fodboldfest. Sådan en kamp her er noget alle drømmer om. Hvor alt er på spil. Jeg kunne nu godt have levet foruden risikoen for at rykke ned, men der bliver i hvert fald knald på, siger Horsens-bossen.

Mens han jonglerer med en plan a og b for næste sæson afhængig af, om Horsens vinder på mandag, så jagter han samtidig også en ny sportschef. En afgørelse er lige på trapperne, lyder meldingen.

- Der har heldigvis været stor interesse for jobbet. Jeg har løbende været i dialog med en række kandidater, og jeg håber, at vi har ansat en ny inden starten af juni. Det er mit mål, siger Henrik Ravn.

Dagens Gossip