Horsens tager oprykningsplads med afgørende lynscoring

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Der blev jublet på Casa Arena Horsens, da hjemmeholdet AC Horsens mandag aften besejrede topholdet Lyngby i 1. division.

Sejren blev en realitet med et sejrsmål minuttet efter, at Lyngby ellers havde udlignet til 1-1, og de tre point sender Horsens op på den vigtige tredjeplads, som efter denne sæson giver oprykning.

Horsens ligger nu på tredjepladsen med 31 point, mens Vejle følger efter med 30 point. Vendsyssel FF fører rækken med 36 point, og Lyngby forbliver på andenpladsen med 35 point efter mandagens nederlag i Horsens.

Horsens dominerede de første 45 minutter og kom fortjent foran mod slutningen. Efter 34 minutter endte bolden hos Kjartan Finnbogason, og den islandske angriber tæmmede fornemt bolden og fik nærmest sidelæns sparket den i mål i en hurtig bevægelse til 1-0.

Føringen var fortjent for Horsens, som tidligere i halvlegen havde et drøn på overliggeren.

Her var situationen næsten flottere end ved målet, da Jacob Berthelsen først tæmmede bolden og derefter helflugtede den på overliggeren med et brag af en afslutning, som havde fortjent bedre.

Efter pausen kom Lyngby gradvist bedre med i perioder, men gæsterne skulle helt hen til det 83. minut, før udligningen blev en kendsgerning.

Jeppe Kjær spillede fikst David Boysen fri i feltet, og Boysen udlignede til 1-1.

Horsens insisterede dog på de tre point denne aften, og der var blot spillet et minut siden Lyngbys scoring, da en nedfaldsbold i det modsatte felt endte hos Martin Lund, som bankede Horsens afgørende foran 2-1.

I kampens døende minutter blev Horsens' Aleksandar Stankov udvist.

/ritzau/