Hospital evakueret efter jordskælv i Italien

Et hospital i det sydlige Italien måtte natten til fredag evakueres, da et jordskælv ramte nord for byen Cosenza.

Patienter og personale måtte forlade hospitalet i den lille by Mormanno, fordi der var fundet revner i bygningen. Evakueringen skabte en del panik på hospitalet, men der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Også i selve Mormanno og de omkringliggende byer var der efter skælvet en del panik at spore, skriver italienske nyhedsbureauer. Indbyggerne i byerne myldrede ud på gaderne.

Skælvet ramte kort efter klokken 01 i Pollina-bjergene, og ifølge Italiens Geofysiske Institut (Ingv) havde det en styrke på 5 på richterskalaen.

Mindst 14 efterskælv fulgte efter jordskælvet, skriver Ingv på sin hjemmeside.

Politi og redningsarbejdere holder øje med, om der skulle være sket yderligere skader i området.

Kilde: Reuters

 

Dagens Gossip