Hotel med FN-personale angrebet i Mali - Fire er dræbt

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

I det centrale Mali er et hotel, som benyttes af personale fra FN, blevet angrebet fredag.

Militæret mistænker militante islamister for at stå bag skudattentatet, som ifølge nyhedsbureauet Reuters har kostet mindst syv mennesker livet. Derudover er flere udlændinge blevet taget som gidsler.

To af de dræbte er gerningsmænd. Derudover kunne liget af en hvid mand ses uden for hotellet, fortæller et vidne til den dramatiske hændelse.

Også fire maliske soldater blev dræbt, og tre blev såret, da gerningsmændene og militære tropper udvekslede skud tæt på hotellet, der ligger ved lufthavnen i byen Sevare cirka 600 kilometer nordøst for hovedstaden Bamako.

En østeuropæer og tre andre personer ansat ved den fredsbevarende Minusma-mission er angiveligt flygtet fra hotellet under angrebet, fortæller militær-talsmand Souleymane Dembele til Reuters.

Den ukrainske regering har bekræftet, at en ukrainer er blandt flere personer, der er taget som gidsler af gerningsmændene. Det er dog lykkedes ukraineren at undslippe gidseltagerne, skriver nyhedsbureauet AFP flere timer efter, at angrebet begyndte.

Den russiske ambassade har bekræftet, at en russer også er blandt gidslerne. Derudover skulle også tre sydafrikanere og en franskmand være inde i hotellet stadigvæk.

- Gerningsmændene har taget nogle udlændinge som gidsler i et af hotellerne i området. Militæret har afskærmet hele området og byen er i "lockdown". De (militæret, red.) har bedt folk om at blive hjemme, siger en lokal embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Han ønsker at være anonym.

Angrebet er sandsynligvis en følgevirkning af, at en franskledet militæroperation i 2013 fik drevet militante islamister - nogle med forbindelse til al-Qaeda - ud af byer i det nordlige Mali, som var blevet invaderet et år forinden.

Fredagens angreb viser, at der stadig foreligger en trussel fra de oprørere, som fortsat befinder sig i landet. De har ifølge Reuters optrappet deres angreb mod maliske soldater og FN-tropper.

Endnu har ingen taget ansvar for fredagens angreb.

/ritzau/Reuters