Hoteller plages af røde tal

Finanskrisen er flyttet permanent ind på landets hoteller. Sådan konkluderer analysevirksomheden Deloitte efter en brancheanalyse af i alt 262 hoteller.

Analysen viser, at halvdelen af hotellerne sidste år havde underskud på bundlinjen.

På hvert fjerde hotel er økonomien så dårlig, at de er truet på eksistensen.

Antallet af overnatninger er godt nok steget i 2011 - men indtjeningen er ikke fulgt med.

- Forklaringen er, at hotellerne sænker priserne på værelserne. Så selv om der kommer flere gæster, så betaler de mindre for en overnatning end tidligere, siger Anders Rosendahl Poulsen, partner i Deloitte.

Med udsigt til fortsat svag vækst i samfundet er der ikke umiddelbart tegn på et boom i branchen. For de hoteller, der har haft det særligt svært de seneste par år, bør ejerne for alvor overveje, om det er værd at fortsætte, mener han.

- Det er svært at vinke farvel til livsdrømmen. Men ind imellem taler regnskaberne og budgetterne deres tydelige sprog, siger Anders Rosendahl Poulsen.

Han mener, at det for nogle kan være tid til at sælge i stedet for fortsat at tilføre penge via for eksempel lån i privatboligen.

Vejen frem for hotellerne er ifølge Deloitte blandt andet mere kædesamarbejde, som giver stordriftsfordele i forhold til indkøb og administration.

De selvstændige hoteller har svært ved at konkurrere på prisen, og mange har allerede skåret alle omkostninger helt ned. De bør i stedet gå efter at give kunderne en unik oplevelse, mener Anders Rosendahl Poulsen.

På lidt længere sigt er det flere udenlandske kunder, der skal hjælpe hotellerne. Antallet af udenlandske gæster er steget støt de senere år, og blandt andet har kinesere og russere også fået øjnene op for Danmark.

- Skal der ske et boom i antallet af overnatninger i Danmark i de kommende år, skal antallet af udenlandske overnatninger op, mener Anders Rosendahl Poulsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip