Hotline mod matchfixing har fået fem anmeldelser

Skrevet af admin

07/11/2014

Dagens topnyheder

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) har modtaget fem anmeldelser på en fælles hotline mod matchfixing, som blev oprettet for et år siden.

Det oplyser kulturminister, Marianne Jelved (R), i et svar til Folketingets kulturudvalg.

- DIF og DBU's fælles hotline mod matchfixing har i perioden september 2013 til oktober 2014 modtaget 15 henvendelser, hvoraf de 10 er almindelige forespørgsler om reglerne med videre, mens de fem kan betragtes som egentlige anmeldelser af forhold, som eventuelt kunne udgøre en overtrædelse af matchfixingreglerne, for eksempel spil på egen konkurrence eller matchfixing.

- Indholdet af de enkelte henvendelser er fortroligt. Det skal bemærkes, at sager også kan opstå på anden måde, for eksempel ved direkte henvendelser til DIF eller DBU per telefon eller mail, oplyser Jelved i et skriftligt svar til kulturudvalget.

Matchfixing har de senere år udviklet sig til et stort problem inden for international sport på linje med - og måske endda større end - doping.

I starten af august 2013 oprettede DBU og DIF den fælles hotline som et led i kampen mod matchfixing.

/ritzau/