Hovedmand får 11 års fængsel i sag om nedgravet narko

Skrevet af admin

02/02/2015

Mest læste i dag

Den 49-årige hovedmand i en narkosag fra Skanderborg blev mandag i Retten i Horsens idømt 11 års fængsel for besiddelse af blandt andet store mængder af amfetamin, som han ville sælge videre.

Manden, Erik Hartvig Sørensen, havde også andre ting på hylden, blandt andet kokain, fenazepam-piller og hash.

En større mængde af amfetaminen fandt politiet nedgravet i et grønt område, mens andet blev fundet i et kolonihavehus.

Ud over stofferne blev manden blandt andet dømt for hæleri med ni fladskærme.

Den 42-årige Jakob Juul Skovgaard fik ni års fængsel, fordi retten fandt det bevist, at også han har haft amfetamin og kokain og flere gange solgt amfetamin.

Den 43-årige Stig Møller, som de to har arbejdet sammen med, blev idømt fængsel i to år og seks måneder for sin andel af sagen.

I alt fem mænd var tiltalt i sagen, men de to sidste blev frifundet for de alvorligste anklager.

Derfor slipper de med henholdsvis 14 dages fængsel for besiddelse og videresalg af amfetamin og hash og en bøde på 4000 kroner for besiddelse af hash til eget brug. De fem mænd blev anholdt i efteråret 2013

Anklager Niels Astrup Tipsmark, Sydøstjyllands Politi, er umiddelbart tilfreds med de hårde straffe til hovedmanden og hans nærmeste hjælpere.

- Jeg hæfter mig ved, at retten ligesom anklagemyndigheden finder, at det er alvorlig kriminalitet og har set med stor alvor på sagen, siger Niels Astrup Tipsmark til Ritzau.

Anklagemyndigheden vil nu læse byrettens dom for at se, om der er noget af den, der skal ankes.

Blandt de dømte modtog de to, der slap billigst, deres dom, mens de tre andre overvejer om de vil anke dommen til Vestre Landsret.

I forbindelse med dommen blev der konfiskeret mere end 19 kilo amfetamin, samt hash, kokain og godt og vel 200.000 kroner.

/ritzau/