Hovedmand i svindelaffære sinker retssag i halvandet år

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

"Et cirkus."

Det er et af de ord, som en anklager bruger tirsdag i Københavns Byret. Her er en gruppe mænd og kvinder igen samlet for at diskutere det usædvanlige forløb i en sag om bedragerier for godt 80 millioner kroner i entreprenørbranchen.

Fire af de fem tiltalte i sagen om påstået svindel med leasede maskiner i FH Byg ApS sidder klar på forreste række i retslokalet. De er taget til hovedstaden fra Nordvestsjælland, Midtsjælland og Nordsjælland.

To dommere og en protokolfører er parat ved podiet, og fem advokater og anklageren er også mødt.

Men stemningen er mat. Nok engang er den hovedtiltalte, 45-årige BH, udeblevet.

Egentlig skulle retssagen være begyndt 7. januar sidste år, men endnu har anklageren end ikke kunnet læse anklageskriftet op.

Talrige sygemeldinger fra BH har spændt ben for processen.

I lang tid var det psykisk sygdom, som gjorde BH ude af stand til deltage i retsmøder.

Men efter at denne begrundelse fra en speciallæge er blevet underkendt af eksperterne i Retslægerådet, er der kommet nye årsager til udeblivelsen:

For eksempel lungebetændelse, hjerteproblemer og smerter i ryggen.

- Slidgigt i ryggen er der mange mennesker, der lider af, og de går alligevel på arbejde, bemærker senioranklager Flemming Petersen.

Men dommerne slår fast, at BH også tirsdag lovligt er blevet væk - og beslutter at trille sagen ud over sidelinjen.

Nu skal Retslægerådet igen svare på, om BH er i stand til at overvære retsmøder. Denne gang skal det vurderes, om hans somatiske sygdomme er så alvorlige, at han ikke kan deltage.

I det første forløb vægrede BH sig ved at udlevere lægelige oplysninger, og dette "cirkus" ønsker anklageren ikke at få gentaget. Også dommer Michael Toftager vil undgå flere forsinkelser af den grund.

- Han må selv være med til at oplyse sagen, siger dommeren.

BH's forsvarer er advokat Michael Bjørn Hansen.

- Jeg har ikke overblik over samtlige sygdomme i øjeblikket, siger han.

Næste retsmøde er 23. august - altså næsten 20 måneder efter, at sagen efter planen burde være begyndt. Det vil tage 60 retsmøder af få sagen afviklet.

- God sommer, griner Michael Bjørn Hansen op til dommerpodiet.

Foreløbigt har statskassen udredt over tre millioner kroner i salærer til de tidligere og nuværende forsvarere i sagen, har byretten oplyst.

/ritzau/