Hovedpersoner i Murdoch-skandale havde en affære

Rebekah Brooks og Andy Coulson, to tidligere chefredaktører fra den nu lukkede Rupert Murdoch tabloidavis News of the World, havde en affære i den periode, hvor deres journalister angiveligt hackede telefoner.

Det blev klart ved et retsmøde i London torsdag. Ifølge anklager Andrew Edis indikerer intimiteten i deres forhold, at de to vidste lige meget om, hvad deres journalister foretog sig.

- Hvad Coulson vidste, det vidste Brooks også. Det er pointen i de nye oplysninger, siger Edis.

Coulson blev senere pressechef for premierminister David Cameron, mens Brooks, som er meget tæt på Murdoch, blev ledende direktør for mediebaronens britiske avis.

Afsløringen af deres forhold kan bringe Cameron i forlegenhed en gang mere i forbindelse med sagen. Premierministeren er ofte blevet kritiseret for at lære for tæt på Murdochs medieimperium.

Murdoch ejer blandt andet The Sun og The Times samt 39 procent af betalingskanalen BSkyB, som mange mener giver ham stor politisk indflydelse i Storbritannien.

- Brooks og Coulson er anklaget for at være med i en sammensværgelse og derfor er det første spørgsmål, som juryen må stille sig selv, hvor godt kendte de hinanden? Hvor meget stolede de på hinanden, lyder et af anklagerens argumenter for at bringe forholdet i fokus.

Deres forhold varede fra 1998 til 2004, siger Edis, der læste op fra et brev, hvor Brooks i 2004 blandt andet havde skrevet til Coulson: "Jeg fortæller dig alt."

Rebekah Brooks og Andy Coulson erkender, at de er skyldige i at have hacket sig ind på privatpersoners telefoner. De er anklaget sammen med seks andre for at stå bag en konspiration om at skaffe sig ulovlig adgang til telefonsvarer-beskeder på mobiltelefoner.

De famøse aflytninger var rettet mod toppolitikere, medlemmer af den kongelige familie, kendisser og i flere tilfælde almindelige borgere. Blandt andet aflyttede News of the World også en forsvunden piges telefonsvarer. Pigen blev siden fundet myrdet.

Ifølge Andrew Edis blåstemplede Brooks blandt andet, at avisen betalte en fremtrædende medarbejder ved det britiske forsvarsministerium næsten 40.000 pund (knap 350.000 kroner) for at få adgang til telefonnumre fra kongehuset.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV