Hovsa: Fly med 124 passagerer landede i forkert lufthavn

Skrevet af Ann Katrine Warren

13/01/2014

Dagens topnyheder

Søndag landede et fly fra selskabet Southwest Airlines med 124 passagerer og fire besætningsmedlemmer i Taney County-lufthavnen i Missouri. Landingen foregik uden problemer, men der var en enkelt detalje - flyet skulle i virkeligheden have været landet i lufthavnen i Branson cirka 11 kilometer derfra. Det skriver Sky News.

Det store Boeing 737-700 fly ramte altså ikke helt målet, og landede i den lille lufthavn, hvor landingsbanen kun er 1140 meter lang. Det er halvt så langt som i Branson, hvor landingsbanen måler 2175 meter.

Læs også: Ske i undertøjet forhindrer tvangsægteskab

Southwest Airlines har ingen fornuftigt forklaring på, hvordan piloten kunne så meget fejl, men sagen bliver nu undersøgt nærmere af luftfartsmyndighederne.

- Landingen foregik uden dramatik, og alle kunder og personalet er i sikkerhed. Vores personale på landjorden blev sendt af sted fra Branson-lufthavnen for at tage sig af kunderne og deres bagage, siger siger talsmand for selskabet Brad Hawkins.

LÆS OGSÅ: Filmede vildt drama: Styrter ned med fly og tager "selfie" 

Flyet var lettet fra Chicago og skulle lande i Branson, inden det skulle fortsætte mod Love Field i Dallas. Efter den fejlagtige landing måtte Southwest Airlines sætte et andet fly ind på den sidste del af ruten.

Boeing 373-700-flyet burde ikke have problemer med at lette fra den lille lufthavn, og det ventes at komme i luften i løbet af i dag.

Det er anden gang på kort tid, at piloten på et amerikansk fly tager fejl af lufthavnene. I november skulle en Boeing 747 Dreamlifter være landet i den militære lufthavn ved McConnell-basen i Wichita i Kansas. Men i stedet landede flyet i Cononel James Jabara Airport 14 kilometer derfra.