HPV-vaccine: Lægerne kritiseres for at have dobbeltrolle

På trods af at vaccinen mod kræft i livmoderhalsen ikke er godkendt til at forebygge forstadier til kræft hos drenge, har flere fremtrædende overlæger og organisationer opfordret til, at vaccineordningen, der i dag omfatter kvinder født efter 1985, udvides til drenge og ældre kvinder, skriver Politiken.

Det er, ifølge Politiken sket, mens de har rådgivet eller modtaget penge af producenterne bag den såkaldte HPV-vaccine.

Dobbeltrollerne er dybt kritisable, mener formanden for de praktiserende læger, Henrik Dibbern.

- Jeg synes, at interessesammenfaldet er massivt. Som udgangspunkt bør det være enten eller. Enten arbejder man for industrien, eller også leverer man faglig rådgivning til offentlighed, kolleger og myndigheder, siger han til Politiken.

Overlæge på Aarhus Universitetshospital Jan Blaakær har kaldt det "kønsdiskrimination", at drenge ikke bliver HPV-vaccineret.

Han arbejder sideløbende som konsulent og rådgiver for de to vaccineproducenter, skriver Politiken.

Det hæmmer ikke uvildigheden, mener Jan Blaakær:

- Hvis ikke jeg sad i de advisory boards, ville jeg gå glip af vigtig viden og kollegiale diskussioner. Jeg er aldrig blevet bedt om at gå ud og reklamere for vaccinen, så egentlig synes jeg ikke, det er så farligt, siger han til Politiken.

Også sundhedsorganisationer, der har advokeret for en udvidelse af vaccinationsordningen, bliver betalt af industrien.

Kræftens Bekæmpelse har siden 2004 haft en samarbejdsaftale med den ene producent, GlaxoSmithKline, der blandt andet sender penge til forskning – ifølge Kræftens Bekæmpelse aldrig over 10.000 kroner.

Og i sidste uge lancerede Sex & Samfund, som er sponsoreret af medicinalvirksomheden Sanofi Pasteur-MSD, der netop producerer HPV-vaccine godkendt til drenge, en storstilet kampagne for HPV-vacciner til drenge.

I årene 2010-2013 har Sex & Samfund modtaget 990.000 kroner fra virksomheden til HPV-oplysning.

Sex & Samfund afviser over for Politiken, at pengene fra vaccineproducenten påvirker organisationens holdninger,

I 2007 fremlagde et ekspertudvalg under Sundhedsstyrelsen en medicinsk vurdering af, om vaccinen kunne indføres som et landsdækkende tilbud. To år senere blev tilbuddet indført.

Flere af udvalgsmedlemmerne arbejdede samtidig som forskere og rådgivere i såkaldte advisory boards for GlaxoSmithKline og Sanofi Pasteur-MSD.

Dagens Gossip