HSV fyrer træneren efter nyt nederlag

Skrevet af admin

16/02/2014

Dagens topnyheder

Ottende nederlag blev den berømte dråbe, som blev for meget for bundesligaklubben Hamburger SV's bestyrelse.

Efter nederlaget på 2-4 til bundproppen Eintracht Braunschweig, fyrede klubben sin træner Bert van Marwijk. Det fortæller klubbens ledelse i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

HSV er næstsidst i Bundesligaen og tabte altså til den eneste klub, som ligger under den nordtyske traditionsklub.

- På dette tidspunkt var vi tvunget til at tage denne beklagelige beslutning, og vi takker Bert van Marwijk for hans arbejde, siger Hamburgs sportsdirektør, Oliver Kreuzer, i en pressemeddelelse efter lørdag aftens bestyrelsesmøde.

Den 61-årige træner førte i 2010 Holland til VM-finalen i fodbold, men i Hamburg tabte han lørdag sin syvende bundesligakamp i træk - ottende nederlag, når et pokalnederlag på 0-5 til Bayern München i onsdags bliver talt med.

HSV har lukket 51 mål ind i 21 ligakampe og er i alvorlig fare for at ryge ud af Bundesligaen for første gang nogensinde i klubbens historie.

Bert van Marwijk havde kun været træner i HSV siden september, hvor han afløste Thorsten Fink.

/ritzau/