Hudlæger advarer mod populær vaskesvamp

Skrevet af Ane Sørensen

23/12/2015

Dagens topnyheder

Vaskesvampe pakket i pose med antibakteriel væske, er blevet fjernet fra samtlige Matas-butikker og fra apoteker på grund af mistanke om et ekstremt højt indhold af konserveringsmidlet methylisothiazolinon (MI). Det oplyser Miljøstyrelsen ifølge Politiken.

Efter nytår vil Miljøstyrelsen undersøge svampene for MI, som er stærkt allergifremkaldende. Hudafdelingen ved Odense Universitetshospital har nemlig lavet en indberetning, efter de har analyseret fem slags svampe af typen Konjac Sponge og fundet en koncentration af MI, der er markant højere end den tilladte mængde i kosmetik.

Svampene bliver markedsført som et naturprodukt.

- Vi vil stærkt anbefale forbrugerne at holde sig langt væk fra de svampe, siger Jakob Torp Madsen fra Odense Universitetshospitals Hudafdeling til Politiken.

Har du købt en sådan vådsvamp for nylig, bør du ifølge Miljøstyrelsen undlade at bruge den. Har du en, der er godt brugt, er de mulige stoffer formentlig blevet skyllet ud.

Hudlægernes bekymring gælder udelukkende for de svampe, der ligger i en væske.

Producenten oplyser, at de ud fra et forsigtighedsprincip har stoppet salget af de pågældende svampe i Danmark, mens man undersøger sagen nærmere. De understreger dog, at de undrer sig over hudlægernes fund.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: