Hugo Chavez stabil efter operation

Venezuelas vicepræsident, Nicolas Maduro, varsler, at præsident Hugo Chavez skal igennem et langt forløb, før han kan komme sig helt oven på en kompliceret kræftoperation i Cuba natten til onsdag.

Et døgn efter operationen er Chavez' tilstand stabil, lyder det samtidig.

Chavez var igennem en seks timer lang operation, der var "kompleks, vanskelig og skrøbelig, hvilket fortæller, at processen efter operationen også vil blive kompleks og vanskelig", siger Maduro, der er præsidentens håndplukkede efterfølger.

Han tilføjer, at præsidenten har gjort det "meget klart", at landet må være "forberedt på en barsk og svær" tid, der kun kan overkommes, hvis landets befolkning holder sammen.

- Tidligere snarere end senere vil vi have vores kommandant her, tilføjer Maduro, der ikke siger noget, om hvornår den farverige og kontroversielle præsident vender tilbage til hjemlandet.

Operationen i Cuba natten til onsdag var Chavez' fjerde for kræft. Det er ikke kommet frem, hvilken type kræft han lider af.

58-årige Chavez fløj til Cubas hovedstad, Havana, bare to måneder efter, at han sikrede sig præsidentposten i yderligere en seksårig periode. I valgkampen forsikrede han borgerne om, at han var fri for kræft og frisk til at lede landet.

Før Chavez rejste, overdragede han styret af landet midlertidigt til Maduro, der, uden at komme det nærmere, beskriver operationen som en "korrigerende operation af en læsion", der opstod i bækkenpartiet.

Inden sin operation sagde Chavez, at Maduro ville overtage magten helt, hvis han blev uarbejdsdygtig.

Chavez' støtter har holdt religiøse møder og tændt stearinlys landet over, hvor de har bedt for, at deres leder må overleve sygdommen.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip