Hul i solcellelov koster 430-850 millioner

Det koster mellem 430 og 850 millioner kroner over ti år at lukke hul i solcelleloven. Statskassen belastes ikke, påpeger Energi- og Klimaministeriets notat til partiernes ordførere.

Der etableres en overgangsordning for virksomheder, som havde søgt tilskud inden 20. marts i år, da loven blev fremsat. Energistyrelsen vurderer, at overgangsordningen omfatter 50-100 MW.

Prisen for solcelleanlæg opkræves gennem den såkaldte PSO-tarif.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) fastslår, at der ikke kommer en regning.

- Der er ikke tale om, at der bliver sendt en ekstraregning til danskerne, fordi der er allerede afsat penge til 800 megawatt.

- Der er selvfølgelig en risiko for, at vi når loftet tidligere end forventet. Og så må vi til den tid vurdere, om vi vil betale for at få flere solceller end de 800 megawatt, siger han under samrådet i Folketingets klima- og energiudvalg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip