Hul på to milliarder efter Pihl & Søn

Kreditorerne har indtil nu registreret krav for 468.585.000 kroner, men kurator Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert forventer, at beløbet kun er en fjerdedel af det samlede krav.

»Der forventes at indgå yderligere krav i niveau af minimum 1.500.000.000 kroner, hvorfor simple kreditorer medtages til 1.968.585.000 kroner,« skriver han i en konkursskrivelse udsendt mandag eftermiddag.

Samlet anslås passiverne at udgøre 2,15 milliarder kroner.

Det fremgår også blandt andet, at Pihl & Søn havde en kassebeholdning på 60.000 kroner delvist i udenlandsk valuta og værdipapirer for 25.000.000 kroner.

Læs også: Se konkursramt byggegigants mesterværker

De samlede aktiver opgøres foreløbigt til 291 millioner kroner, så det er åbenbart ud fra de foreløbige tal, at der er et betydeligt hul i kassen - knap to milliarder kroner.

Det er ikke kun kreditorer, der er kommet i klemme i konkursen.

Over hele landet ligger byggepladser stille efter konkursen, og det kan tage måneder måske endda år,  før alle byggerierne bliver genoptaget.

Mens Aarsleff, som var i konsortium med Pihl & Søn gør ombygningen af Nørreport Station i København færdig, er der nemlig masser af projekter, som endnu ikke har fundet en entreprenør, der kan afslutte dem.

Aarsleff indgik i et konsortium med Pihl & Søn og hæfter derfor over for både Banedanmark, leverandører og underentreprenører. Aarsleff er desuden blandt de mange kreditorer, idet selskabet har 30 millioner kroner til gode hos Pihl & Søn.

Dagens Gossip

Dagens TV