Hull holder døren på klem for Bendtner

Premier League-oprykkeren Hull City får næppe råd til Nicklas Bendtner. I stedet har manager Steve Bruce kastet sin kærlighed på en tidligere Swansea-spiller.

Sidste efterår var angriberen Danny Graham en vigtig spiller for Michael Laudrups Swansea. Graham sparkede blandt andet den walisiske klub i Capital One Cup-finalen med en scoring mod Chelsea på Stamford Bridge.

I vinterens transfervindue blev angriberen derfor solgt til Sunderland for knap 50 millioner kroner, men allerede nu synes han på vej videre. Han forhandler nu med nyoprykkede Hull City.

- Der er masser af spillere, og det er altid forkert af mig at tale om dem, men vi har vist interesse for Graham, siger Hulls manager, Steve Bruce, til lokalmediet Hull Daily Mail.

Den udmelding kan lukke døren for Nicklas Bendtner i samme klub. Den skandaleramte danske angriber er et emne i Hull, men han er for dyr, og derfor satser Bruce på Danny Graham.

Om Bendtner siger Steve Bruce:

- Jeg har trænet ham to gange før (i Birmingham og Sunderland, red.), men han får en høj løn i Arsenal. Jeg kan ikke se, at vi skulle være i stand til at komme i nærheden af det niveau. Men vi har set på ham, så måske, slutter Steve Bruce og åbner en lille dør på klem.

Nicklas Bendtner er fortsat på vild klubjagt, efter et skifte til den tyske Bundesliga og Eintract Frankfurt i sidste uge gik i vasken.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip