Hull-manager raser over misset Schmeichel-transfer

Hull-manager Steve Bruce mener, at Leicester bevidst står i vejen for, at Schmeichel returnerer til Premier League og kan udvikle sig yderligere.

Hull har budt tre gange på den danske landsholdsmålmand, og det seneste bud lå på ca. 27 mio. kr. Et fornuftigt beløb for en spiller, der er gratis om præcis et år.

Men Leicester har hidtil stået fast på kravet om 36 mio. kr., og det nægter Hull at betale.

Derfor har Premier League-klubben rykket interessen over på en ældre model. 31-årige Allan McGregor er der knap så meget perspektiv i som Kasper Schmeichel, men han kan købes billigere fri fra tyrkiske Besiktas.

Steve Bruce mener, at Leicester med vilje blokerer for Schmeichels eget ønske om at spille på højeste niveau.

- Man kan godt undre sig over, at vi ikke kan blive enige. Vi har været utrolig fair omkring pris. Jeg forstår ikke, at man står så stædigt fast, siger Bruce ifølge lokalavisen Hull Daily Mail.

Kasper Schmeichel var enestående i sidste sæson, hvor han var med til at spille Leicester i play off-kampe om en plads i Premier League. Men et bittert nederlag til Watford kostede den mulighed.

Kasper Schmeichel blev fortjent kåret til årets målmand i Championship, men der er ingen tvivl om, at han gerne ville spille i Premier League i den kommende sæson.

Dagens Gossip