Humanitær våbenhvile holdt kun to timer i Yemen

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

En våbenhvile i Yemen, der trådte i kraft klokken 23.59 fredag aften lokal tid, er blevet brudt efter få timer, beretter vidner i hovedstaden Sanaa over for nyhedsbureauet Reuters.

Kun to timer efter midnat har den saudiarabisk-ledede koalition gennemført luftangreb mod mål øst for Yemens hovedstad, Sanaa, og i den tredjestørste by Taiz, hvor der berettes om store eksplosioner.

Våbenhvilen skulle efter planen have varet indtil 17. juli, hvor den muslimske fastemåned, ramadanen, slutter.

Den FN-forhandlede våbenhvile havde til formål at bringe mad, medicin og andre forsyninger ind til civilbefolkningen i det krigshærgede land, hvor omtrent 21 millioner mennesker indtil videre har udholdt tre måneders bombardementer og borgerkrig.

Lige før våbenhvilen trådte i kraft, udtalte lederen af Houthi-militsen, som kontrollerer store dele af Yemen og er mål for Saudi-Arabiens bomber, at han ikke havde meget tiltro til våbenhvilen.

- Udfaldet afhænger af viljen hos regimet i Saudi-Arabien og kræver, at angrebene standser, sagde Abdulmalik al-Houthi i en tv-transmitteret tale kort før midnat fredag aften.

Ifølge Reuters' vidner tiltog kampene kraftigt i styrke i timerne op til våbenhvilens ikrafttræden.

I sidste måned forsøgte FN at mægle i forhandlingerne om en våbenhvile, men det lykkedes ikke at nå til enighed.

Konflikten i Yemen har kostet flere end 3000 mennesker livet, og en kvart million mennesker er tvunget på flugt fra deres hjem, vurderer FN.

Så sent som mandag blev mindst 176 personer dræbt af luftangreb i Yemen af en koalition af lande ledet af Saudi-Arabien, som forsøger at tage magten fra Houthi-bevægelsen og få genindsat præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi, der lever i eksil.

/ritzau/