Humørbarometeret hos erhvervslivet svinger mod pessimisme

Skrevet af admin

27/11/2014

Dagens topnyheder

Humøret svinger dansk i erhvervsliv. I bygge- og anlægssektoren står nålen på pessimisme, bedre ser det ikke ud i industrien, hvor forventningerne er dalet kraftigt siden i foråret.

I detailhandel og serviceerhverv er humøret heller ikke det bedste til trods for, at en lille optimisme spirer under overfladen.

Det fremgår af konjunkturbarometret fra Danmarks Statistik, hvor brancherne giver udtryk for deres forventninger til fremtiden.

Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, siger, at sammenvejes industri, service og byggeri til et fælles indeks for den aktuelle situation i danske erhvervsliv, tegner det et billede af, at væksten i dansk økonomi målt i bruttonationalproduktet, BNP, vil falde i årets sidste måneder.

- Det sammenvejede indeks falder således fra 0,5 til -1,7, hvilket normalt vil betyde faldende BNP i det pågældende kvartal, det vil sige fjerde kvartal, siger Steen Bocian i en skriftlig kommentar.

Bocian tvivler dog på, at det vil ske, selv om dansk økonomi fortsat er skrøbelig.

- Den globale økonomiske situation og særligt situationen i Europa giver faktisk slet ikke grund til at forvente en så negativ udvikling i fjerde kvartal.

- Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at dansk økonomi fortsat befinder sig i en meget skrøbelig økonomisk situation, hvor væksten er så lav, at der ikke skal meget modgang til, før at der er decideret tilbagegang, siger Steen Bocian.

Cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen, siger at erhvervslivets syn på fremtiden ikke giver anledning til at vente øget økonomisk vækst.

- Der er stadig tale om meget pessimistiske forventninger i industrien, faldende optimisme i servicesektoren og en tæt på uændret negativ vurdering i byggesektoren.

- Mest slående er dog fortsat det massive omslag vi har set i stemningen i industrisektoren gennem det seneste halve års tid, siger Jes Asmussen. Konjunkturbarometret for industrien var i januar i år oppe på plus 14, i november var den minus 15.

- Det er således tydeligt, at industrisektoren i øjeblikket er akilleshælen i dansk økonomi, og at den fungerer som et negativt træk på den samlede økonomi, siger Jes Asmussen.

Dagens tal for ledigheden viser da også, at antallet af arbejdsløse nærmest ikke har rokket sig ud af stedet det seneste halve år.

/ritzau/