Hund invaderer banen under cricketkamp i Indien

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

En hund skabte tirsdag kaos under en cricketkamp i Indien mellem Rising Pune Supergiants og Delhi Daredevils. Spillerne løb rundt efter hunden og forsøgte at få den væk fra banen.

Publikum jublede af den ufrivillige underholdning, da mandskab jagtede hunden rundt på stadion i den vestindiske by Visakhapatnam.

Delhi-spilleren Rishabh Pant forsøgte blandt andet at skræmme hunden, da den satte sig til rette ved siden af ham fem bolde inde i anden inning.

Men hunden logrede bare med halen og nød tilsyneladende opmærksomheden så meget, at den ikke ville gå væk fra banen.

Den sydafrikanske Delhi-spiller Chris Morris prøvede sammen med den australske holdkammerat at lokke hunden væk ved at vifte med et blåt håndklæde.

Hunden endte omsider med at blive gennet væk, og Pune-spillerne var efterfølgende bedst til at holde koncentrationen trods afbrydelsen af kampen, som også blev forkortet på grund af regn. Og Pune kunne trække sig sejrrigt ud af matchen.

Det er ikke første gang, en sportsbegivenhed bliver afbrudt af løse hunde. I Indien findes der tusindvis af hunde, der render rundt på gader og stræder uden ejer.

I 2011 blev indiske arrangører nødt til at afbryde en Formel 1-træning, da en hund løb ind på banen Buddh International Circuit.

/ritzau/