Hund sætter sit liv ind på at beskytte narkogangster

Skrevet af admin

21/01/2016

Mest læste i dag

En hund har fået en livsvigtig rolle, efter den stærkt eftersøgte mexicanske narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzman tidligere på måneden blev anholdt under dramatiske omstændigheder.

Guzman er blevet overført til fængslet Altiplano. Det var det samme topsikrede fængsel, som han flygtede fra for et halvt år siden.

Det er hundens opgave at smage på maden, inden Guzman får den serveret. Hunden er en del af en vagtenhed, der går under navnet K9.

Den indtil videre navnløse firbenede mundskænk skal sikre, at maden ikke er forgiftet.

- En K9 smager på maden først, fordi vi må sikre hans (Guzmans red.) fysiske velbefindende i tilfælde af, at nogen ønsker at forgifte ham, fortæller den øverste ansvarlige for fængselsvæsnet i Mexico, Eduardo Guerrero.

De mexicanske myndigheder gør sig store anstrengelser for at forhindre en pinlig gentagelse af Guzmans flugt.

Han slap ud midt i 2015 gennem en tunnel, som var gravet helt ind til hans fængselscelle.

- Han var meget deprimeret, da han ankom, og træt, hvilket også er det første, han forklarede i en samtale. Han var meget træt af at være på flugt, fortæller Guerrero.

Guzman holdes isolationsfængslet, og ifølge fængselschefen har han fået sendt en klassisk spansk roman ind i cellen. Det er Cervantes verdensberømte fortælling "Don Quixote".

Under hans celle er der nedgravet metalrør, som skal forhindre, at der på ny graves en tunnel til at flygte igennem. Der er opsat flere overvågningskameraer for at dække døde vinkler, og to specialuddannede vagter med kameraer installeret i deres hjelme holder øje med ham døgnet rundt.

Da Guzman stak af sidste år, var der også et kamera i hans celle. Men der var en blind vinkel bag en mur, hvor Guzman kunne tage et brusebad. Det var her, han forsvandt i et hul i gulvet.

Guzman var leder af det stærkt berygtede Sinaloa-kartel, der tjente enorme summer på at smugle kokain til resten af verden. Han sættes i forbindelse med talrige drab.

/ritzau/AFP