Hund tissede på lygtepæl og døde

En uskyldig gåtur endte med et tragisk dødsfald i Randers mandag aften.

Klokken 19.13 blev Østjyllands Politi kontaktet af en anmelder, der ser en ældre dame med en død hund ved en lygtepæl på Hadsundvej i Randers.

- Vi modtager en anmeldelse fra en yngre mand, der har set en ældre kvinde bære sin livsløse hund væk fra stedet, siger politikommissær Mogens Brøndum til Ritzau.

Hunden havde tisset på pælen, der sendte så meget strøm igennem hunden, at den omkom på stedet.

En anden hund havde også tisset på lygtepælen, men den overlevede, da den kun var en hvalp.

- Pårørende til den 76-årige kvinde kontakter os og siger, at kvinden nu sidder med sin afdøde hund derhjemme og er i chok. Hun har også selv fået stød, men ikke noget alvorligt, fortæller politikommissæren.

Politiet ankom til stedet og tilkaldte en tekniker. Han kunne konstatere 110 volt på lygtepælens overflade og en kraftig varmeudvikling.

Lygtepælen blev sikret og fejlmeldt til Randers Kommune.

/ritzau/

 

Dagens Gossip