Hunde og helikopter leder efter Martin: Dansker forsvundet under svensk rave-festival

Svensk politi tog i nat både helikopter og søgehunde i brug i et forsøg på at finde 30-årige Martin Bentzen.

Ingen har hørt fra danskeren siden lørdag aften. Han var blandt deltagerne til weekendens techno-festival i et skovområde omkring 100 kilometer nord for Göteborg.

Ifølge Bohusläningen blev danskeren meldt savnet søndag eftermiddag, og politiet har siden ledt efter Martin Bentzen, men klokken tre i nat måtte eftersøgningen med helikopter og hunde indstilles på grund af mørket.

Politiets talsmand beskriver festivalområdet som et farligt terræn med mange vandløb.

Det vurderes, at omkring 600 mennesker deltog i weekendens festival, der sluttede i går, men sporhundenes arbejdsforhold er langt fra er optimale, da mange af gæsterne endnu ikke har forladt festivalpladsen.

Politiet oplyser, at de i dag har talt med et vidne, der hævder at have set en mand, der passede på signalementet af den efterlyste dansker og som blev observeret på en vej i området.

Martin Bentzen var ifølge det svenske medie taget med en gruppe venner til den årlige festival Project: Everglades. 

På Facebook efterlyser familien nu den 30-årige mand, der forsvandt ved ni-tiden lørdag aften, da han forlod sceneområdet for at gå mod sit telt omkring få hundrede meter derfra.

Svenske Missing People deltager i dages eftersøgning af den forsvundne dansker. 

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV