Hundreder evakueres fra oliefelt i Nordsøen

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

På grund af et voldsomt uvejr i Nordsøen er hundredvis af personer blevet evakueret fra et norsk oliefelt, da en stor ubemandet pram truer med at ramme flere platforme i oliefeltet Valhall.

Flere helikoptere blev torsdag sat ind for at evakuere besætningen fra to platforme i området.

- Det er en omfattende evakuering, som sker af hensyn til sikkerheden. En pram, der er 110 meter lang og 30 meter bred, har revet sig løs i uvejret og er på vej mod Valhall, siger Nils Ole Sunde fra Hovedredningssentralen i Sydnorge til det norske nyhedsbureau NTB.

Først blev 235 mennesker evakueret. Derefter meddelte selskabet BP i en erklæring, at produktionen i Valhallfltet er lukket ned, og at det har givet ordre til en total evakuering af feltet.

Valhallfeltet består af otte olieplatforme.

- Der er 71 personer tilbage. De er ved at blive evakueret, siger en talsmand for BP til nyhedsbureauet Reuters.

En mand i 50-års-alderen blev onsdag dræbt og to blev kvæstet, da en enorm bølge ramte en boreplatform i det norske gasfelt Troll i Nordsøen. Omkring halvdelen af de i alt 106 folk, der befandt sig på boreriggen, er blevet evakueret.

Det oplyste det norske olie- og gasselskab Statoil, der har licensen på Troll-feltet.

Riggen med navnet Innovator er lejet hos det kinesiske selskab COSL.

- Det er med bedrøvelse, at Statoil og COSL har modtaget information fra politiet, om at en person er død, efter at en kæmpebølge ramte COSL Innovator, skriver Statoil i en meddelelse.

- Vejret var hårdt med bølger så høje som 14 meter og vindhastigheder på 25 til 30 meter i sekundet. Kraftig vind forhindrede helikoptere i at lande på riggen, og folk måtte hejses op, siger Eileen Brundtland, talskvinde for Petroleumstilsynet, der overvåger sikkerheden i de norske offshorefelter, til Reuters.

Boreplatformen er nu ved egen kraft på vej mod den norske kyst, hvor den ventes at ankomme torsdag eftermiddag ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Produktionen i Troll-feltet er ikke påvirket af hændelsen.

/ritzau/NTB