Hundredtusindvis evakueres inden orkan

FN har ifølge AFP advaret om, at otte millioner mennesker befinder sig i risikozonen for orkanen med navnet »Mahasen«, der ventes at ramme torsdag eller fredag et sted tæt på grænsen mellem de to lande.

Myndighederne i Myanmar, det tidligere Burma, har annonceret, at der er iværksat planer for at evakuere flere end 166.000 indbyggere på landets nordvestlige kyst.

»Militæret vil flytte dem til højere liggende områder, til sikrede tilflugtssteder og til skoler,« siger en talsmand for præsidentens kontor til AFP.

Han understreger samtidig, at indbyggere, der ikke frivilligt forlader områderne, vil blive tvangsfjernet.

Myanmar blev i 2008 ramt af orkanen »Nargis«, der krævede flere end 100.000 dødsofre og forårsagede meget omfattende ødelæggelser, som det dengang regerende militærdiktatur tøvende tog imod international hjælp for at overvinde.

Mandag blev evakueringen af muslimske flygtninge fra det orkantruede område ramt af en tragedie, da en båd med flere end 100 om bord kæntrede efter at være sejlet mod klipper ved kysten.

Selv om orkanen ifølge meteorologer har tabt lidt af sin kraft, vurderer FN alligevel, at op mod otte millioner mennesker i Indien, Bangladesh og Myanmar ud mod Den Bengalske Bugt vil være i overhængende fare.

Specielt i Bangladesh i områderne ved Cox’s Bazar Chittagong advares der om, at kombinationen af orkan, kraftigt tidevand og stærk regn vil udgøre en risiko for indbyggerne ved kysten.

Bangladesh har - belært af smertelig erfaring - opført mange tilflugtssteder langs kysten. Det er betonkonstruktioner bygget på betonpæle højt over jorden, hvor indbyggere kan søge ly for vejr og vandmasser.

En talsmand for de lokale myndigheder ved Cox’s Bazar siger, at forberedelserne til at møde orkanen er klar.

Tropiske orkaner har forskellige betegnelser alt efter, hvor de optræder på kloden, men uanset det dækker de over det samme. I det vestlige Stillehav benævnes de tyfoner, i det østlige Stillehav orkaner og i den Bengalske Bugt cykloner.

Dagens Gossip

Dagens TV