Hundredvis af bilister er kørt fast i sneen

Skrevet af admin

22/11/2015

Mest læste i dag

Trods advarsler mod at køre ud kom snestormen lørdag bag på mange sjællandske bilister, der endte i en snedrive. Både Falsk og Dansk Autohjælp melder således om stor travlhed med at komme havarerede bilister til undsætning.

Desuden melder Falck om stor travlhed med at rydde veje for væltede træer.

Falck har, siden snevejret begyndte lørdag, fået anmeldelser fra flere end 700 bilister på Sjælland, der har brug for assistance på grund af sneen.

- Det er alt fra folk, der er kørt fast i sneen, til småuheld og biler, der har brug for starthjælp, siger kommunikationschef Louis Illum Honoré, Falck.

De fleste anmeldelser er kommet fra det storkøbenhavnske område, især den københavnske vestegn.

- Vi har fået så mange opgaver, at vi ikke får klaret dem alle i dag (søndag, red.), og jeg beder mindeligt om forståelse for, at vi tager de mest akutte først, siger Louis Illum Honoré.

Oven i assistancerne til uheldige bilister har Falck fået omkring 60 opgaver med at rydde træer, der spærrer veje, eller truer med at vælte ned i huse.

Også disse opgaver er der flest af i det storkøbenhavnske område.

- Vi har været ude og fjerne træer, der blokerede motorvejen ved Hillerød og Allerød i Nordsjælland, og der har også været flere anmeldelser om væltede træer fra Roskilde-området, siger han.

Hos Dansk Autohjælp har man indtil søndag klokken 9 assisteret 325 bilister på Sjælland, der har haft problemer med de store snemængder.

I 200 tilfælde har det handlet om biler, der skulle trækkes fri af sneen.

- Det har været en kaotisk nat, siger vicedirektør Ellen Trolle, Dansk Autohjælp.

Dansk Autohjælp har kørt med fire gange normal bemanding for at få løst opgaverne, der fordeler sig over hele Sjælland.

/ritzau/