Hundredvis af døde fundet i Nigeria

Ligene af flere hundrede mennesker er fundet i en by i det nordlige Nigeria, som indtil for kort tid siden var kontrolleret af den militante islamistiske bevægelse Boko Haram.

- De døde blev fundet i boliger, på gaden og mange i den udtørrede Damasak-flod, siger Kaumir Kusur, som bor i området.

Han tilføjer, at de mange lig i weekenden blev lagt i 20 massegrave.

En anden lokal beboer, Mohammed Sadiq, som hjalp til med begravelserne, mener, at der var tale om mindst 400 ofre.

Myndighederne i delstaten Borno vil ikke komme med et konkret tal, men sætter antallet af døde til "flere hundrede".

Boko Haram blev jaget ud af byen Damasak i marts, da militære styrker fra nabolandene Tchad og Niger gik i offensiven mod bevægelsen.

Der har tidligere været meldinger om, at den ekstremistiske gruppe under flugten fra de fremrykkende soldater bortførte flere hundrede kvinder og børn.

Forinden skulle de have dræbt omkring et halvt hundrede indbyggere i byen, oplyste øjenvidner i marts til nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 200 medlemmer af Boko Haram blev dræbt i offensiven ifølge kilder Tchad.

Kort efter generobringen af Damasak 20. marts oplyste en talsmand for militæret i Tchad desuden, at der var fundet over 100 lig i en massegrav under en bro lidt uden for byen. Nogle var halshuggede, mens andre var skudt.

Hertil kommer de flere hundrede nye lig, som blev fundet før weekenden.

Siden 2009 er over 13.000 mennesker blevet dræbt af Boko Haram, mens 1,5 millioner andre er drevet på flugt fra deres hjem.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip