Hundredvis af flygtningebørn er i virkeligheden voksne

Hvert år kommer flere hundrede flygtningebørn til Danmark alene - uden deres forældre. De har krav på særlig beskyttelse, men flere af de uledsagede "børn" viser sig at være over 18 år, viser nye tal fra Justitsministeriet ifølge Radio24syv.

Fra oktober sidste år til 27. oktober i år blev 300 børn aldersvurderet ved blandt andet at røntgenfotografere knogler og tænder. 215 viste sig ifølge Udlændingestyrelsen at være voksne.

Det forarger Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe:

- Det er svindel og at omgås de danske asylregler, hvis der kommer folk, der påstår, at de er mindreårige og så i virkeligheden er voksne. De skal jo ikke have asyl i Danmark, hvis de omgår reglerne, siger han til Radio24syv.

Samme forargelse finder man ikke hos Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- De her mennesker er ofte desperate, og så kan jeg godt forstå, at man kan finde på at gøre nærmest hvad som helst for at få asyl, siger hun.

- Man skal også vide, at der er mange af dem, der ikke aner, hvor gamle de er, fordi de ikke har papirer, og det er ikke noget, man er gået så meget op i, der hvor de kommer fra, påpeger Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er ikke alle flygtningebørn, der kommer til Danmark, som bliver aldersvurderet.

I alt er der i 2014 frem til oktober 659 uledsagede flygtninge, der har søgt om asyl og hævdet at være under 18 år. Under halvdelen er blevet vurderet.

- Aldersundersøgelse af asylansøgere iværksættes i de tilfælde, hvor der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for pågældendes alder, og ansøger ikke åbenbart er under 18 år, eller der er misforhold mellem den oplyste alder og ansøgerens fremtræden, oplyser Udlændingestyrelsen i et svar til Folketinget.

Styrelsen har ikke ønsket at stille op til et interview, rapporterer Radio24syv.

Socialdemokraternes indfødsretsordfører, Mette Reissmann, vendte søndag ikke tilbage på radiostationens henvendelse.

/ritzau/

Dagens Gossip