Hundredvis af tyske islamister rejser til Syrien

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Et voksende antal islamister, som bor i Tyskland, rejser til slagmarken i Syrien, og det skaber bekymring i den tyske efterretningstjeneste.

- Der er et stykke flere end 210 personer, som vi kender til, og som er rejst til Syrien, siger Hans-Georg Maassen, der er tysk efterretningschef.

Han tilføjer, at det præcise tal er umuligt at finde ud af, men han antager, at tallet ligger betydeligt over 210.

Omkring 60 procent af de, der rejser fra Tyskland til Syrien, har tysk statsborgerskab.

I september havde efterretningstjenesten kun oplysninger om, at 170 var rejst derned.

Antallet af kvinder, som drager af sted, er også stigende. Maassen siger, at mindst 25 kvinder er rejst.

Flertallet af de mindst 210 islamister er under 25 år eller endda yngre. Maassen siger, at han er særlig bekymret for at der er adskillige tilfælde, hvor mindreårige, selv 16-årige, er rejst derned.

De bliver, siger efterretningschefen, brugt som "brændstof til jihad".

Der er oplysninger om, at 10 islamister fra Tyskland er dræbt under krigen i Syrien.

Mange er også vendt tilbage til Tyskland igen.

- Jeg antager, at omkring 50 mennesker er vendt tilbage, men det er formentlig kun 15 eller 16, der har egentlig kamperfaring, siger Maassen.

Også andre lande, herunder Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien, har meldt om muslimske indvandrere, der er rejst til Syrien for at slås i borgerkrigen.

Noget af det, som efterretningstjenesterne frygter, er, at de vender tilbage fra Syrien og er blevet mere radikaliseret og mere fjendtligt indstillet over vor Vesten, end de var før.

/ritzau/dpa