Hundredvis demonstrerer mod Kina i Taiwan

Skrevet af admin

07/11/2015

Dagens topnyheder

Hundredvis af vrede demonstranter aktionerede lørdag uden for præsidentboligen i Taiwan for at fordømme det historiske møde mellem præsident Ma Ying-jeou og Kinas leder, Xi Jinping.

Topmødet, der fandt sted i Singapore, har skabt frygt for, at det demokratiske Taiwan vil blive opslugt af dets gigantiske rival, og mange er dybt skeptiske over for tilnærmelsespolitikken, som præsident Ma har ført.

Rasende demonstranter forsøgte natten til lørdag at storme parlamentet, og 27 personer blev anholdt i lufthavnen lørdag, da præsidenten skulle flyve af sted til topmødet. Kritikerne ser mødet som et knæfald for kommunisterne i Beijing, som er stærkt indstillet på at udvide deres indflydelsessfære.

Senere sluttede op mod 500 andre demonstranter sig til protesterne. Blandt dem var der landmænd, menneskerettighedsaktivister og miljøforkæmpere.

- Hvordan kan det gå til, at præsidenten uden forudgående forhandlinger tager af sted for at mødes med vore fjenders leder? Jeg mener, at det har karakter af landsforræderi, siger Lin Hsiu-hsin, som er næstformand for Taiwans forening af universitetsprofessorer.

- Xi Jinping siger, at vi hører til et forenet Kina. Kan I acceptere det?

Sådan lød et spørgsmål til folkemængden, som blev besvaret med et rungende nej.

Oppositionen i Taiwan klager over faren for hemmelige aftaler mellem Beijing og Mas parti, Kuomintang.

- Vores præsident har kun opbakning hos ni procent af vælgerne. Han repræsenterer ikke os. Vi er bange for at blive en del af Kina, siger den 28-årige Peggy Wu, som er forsker.

- Kina ser os ikke som en uafhængig nation. Gå ad H. til med denne "ét Kina-politik", siger Peggy Wu.

/ritzau/AFP