Hundredvis vil have genoptaget deres arbejdsskadesager

Skrevet af admin

21/07/2014

Dagens topnyheder

Telefonerne har kimet i Arbejdsskadestyrelsen den seneste måned, efter at Kammeradvokaten afslørede fejl eller mangler i næsten halvdelen af sagerne om tab af erhvervsevne.

Foreløbigt har 401 borgere anmodet om at få deres sag genoptaget eller en tidligere afvist sag behandlet igen, skriver Fagbladet 3F.

Yderligere 71 har henvendt sig med spørgsmål om private erstatningssager, herunder sager om erstatningsansvar og sager om ulykkesforsikring for personskade uden for arbejdsskadeområdet.

- Folk er på ferie, og der vil formentlig komme mange flere henvendelser. Jeg tror, at mange af vores medlemmer går rundt og er usikre på, om de har fået en korrekt afgørelse i deres sag, siger Ulla Sørensen, ansvarlig for 3F's arbejdsmiljøpolitiske område, til fagbladet.

Sammen med Dansk Metal har 3F krævet en garanti for medlemmernes retssikkerhed og en løbende, uvildig kontrol af sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen.

10-20 borgere har dagligt ringet til den særlige hotline i Arbejdsskadestyrelsen, der blev oprettet, da Kammeradvokaten den 25. juni kastede lys over de massive problemer med sagsbehandlingen i sagerne om tab af erhvervsevne.

I den forbindelse meddelte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), at Arbejdsskadestyrelsen ville genoptage de sager, hvor der var fundet fejl, og at alle, som har en mistanke om, at de har fået en forkert afgørelse, har mulighed for at få genoptaget deres sag.

Hos Ankestyrelsen, der i nogle tilfælde har truffet den seneste afgørelse i en sag, mærker man også konsekvenserne af den kritiske undersøgelse fra Kammeradvokaten. Her har 135 borgere indtil videre henvendt sig.

/ritzau/