Hunger Games-stjerne lærte balance af kollega

Fra Australien til Hollywood og fra anonymitet til berømthed på fem år.

Der er sket meget den seneste tid for skuespilleren Liam Hemsworth, som lige nu er aktuel i anden del af den succesfulde filmserie "Hunger Games: Catching Fire".

Alligevel er det lykkedes den 23-årige skuespiller at bevare balancen, og det har han tre ting at takke for: Surfing, kickboxing og skuespillerkollega og hovedrolleindehaver i "Hunger Games", Jennifer Lawrence. Det skriver Female First

- I nogle år var jeg på vej ned af en vej, hvor jeg glemte at være til stede i nuet og nyde øjeblikket, siger skuespilleren til Associated Press (AP) og fortsætter:

- Men det at være i selskab med sådan en som Jennifer, som er så ærlig og griner dagen lang, gør, at jeg bliver tvunget til at være i nuet. Jeg er meget gladere, fortæller han til AP.

Liam Hemsworth, som er lillebror til skuespilleren Chris Hemsworth, har senest været igennem mediemøllen, da han og sangerinden Miley Cyrus brød deres forlovelse i september.

Men australieren er glad og tilfreds, trods bruddet.

- For tiden føler jeg, at jeg er mere centreret og nede på jorden, end jeg har været nogensinde før, siger han ifølge Female First.

Bruddet kom i kølvandet på Miley Cyrus' meget omdiskuterede optræden ved MTV Video Music Awards. Hemsworth har dog siden lykønsket sin tidligere forlovede med den succes og opmærksomhed som hendes kontroversielle comeback har givet hende.

"Hunger Games: Catching Fire" kan ses i de danske biografer netop nu.

Newspaq

Dagens Gossip