Hurtig anholdelse efter knivdrab i Odense

Politiet har sent mandag anholdt en 34-årig mand, der sigtes for at have dræbt en bekendt i Odense.

Offeret, der var 41 år, blev fundet siddende død på førersædet i sin egen bil mandag morgen.

Det var et vidne, der så, at manden i en Renault Megane på Jacob Hansens Vej i det sydlige Odense sad mærkeligt.

Da betjentene dukkede op, blev sagen døbt til at være et mistænkeligt dødsfald.

Men hurtigt viste det sig, at føreren var offer for en forbrydelse.

- Han blev stukket to gange i ryggen, hvoraf det ene var dræbende, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Ritzau.

Offeret er ifølge ekstrabladet.dk tidligere prøvemedlem i Hells Angels, og i 2010 var han mål for skud, som blev affyret mod værtshuset Havhesten.

Efter en intens efterforskning med talrige afhøringer har politiet anholdt den mistænkte på vedkommendes bopæl i det vestlige Odense. Det er sket kort før klokken 17.

- Vi er ved at afhøre ham i øjeblikket, siger Henrik Justesen mandag aften på spørgsmålet om, hvad den 34-årige siger til sigtelsen.

Intet tyder på, at forbrydelsen er relateret til bander, fastslår politiet.

- De kender hinanden, siger Henrik Justesen om relationen mellem offer og den mulige gerningsmand.

Han tilbageholder dog foreløbigt politiets teori om motivet.

- Der er nogle ting, vi er i færd med at klarlægge, siger lederen af efterforskningen.

Tidligere mandag har han sagt, at forbrydelsen formentlig er sket i tidsrummet fra midnat til mandag morgen.

Offeret blev tildelt de to knivstik, enten mens han sad i førersædet eller meget tæt på bilen, mener politiet.

Den 41-årige var i forvejen kendt af politiet for kriminalitet, men politiet har ikke ønsket at gå i detaljer med den side af sagen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip