Hus med stråtag i flammer: 90-årig muligvis brændt inde

Skrevet af admin

04/12/2015

Dagens topnyheder

En 90-årig kvinde er muligvis blevet offer for en brand i sit eget hjem i Skørping syd for Aalborg.

En person er nemlig fundet død i huset, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen og tilføjer, at branden er blevet slukket fredag formiddag.

Om det er den 90-årige kvinde, som bor i huset, ved politiet stadig ikke med sikkerhed. Den afdøde persons identitet samt dødsårsagen skal nu fastslås, fortæller vagtchefen.

Men kvinden formodes at have været til stede, da der udbrød brand i den stråtækte ejendom, som ligger på Gammel Skørpingvej, lød meldingen tidligere.

- Politiet ankom først til huset, som brændte kraftigt, og det var ikke muligt at skaffe sig adgang til huset på grund af brandens omfang.

- Der bor en 90-årig kvinde i huset, og hun var formentlig til stede i huset ved brandens opståen, skrev Nordjyllands Politi tidligere i en pressemeddelelse.

Anmeldelsen om branden kom klokken 02.30. På grund af en kraftig udvikling i branden og blæsevejr i området har slukningsarbejdet været vanskeligt. Tidligt fredag morgen rasede flammerne stadig.

- Brandslukning og søgning efter den 90-årige beboer pågår stadig på stedet, lød det fra politiet ved 05.30-tiden.

Men fredag formiddag har brandvæsnet fået bugt med flammerne.

- Nu afventer vi, at der skal komme nogen fra kriminalteknisk afdeling, som har en retsmediciner med, siger Per Vagn Nielsen.

Politiet kender stadig ikke årsagen til branden, og vagtchefen fortæller, at der skal laves brandtekniske undersøgelser på et senere tidspunkt.

Gammel Skørpingvej var tidligt fredag morgen spærret på grund af branden.

Den 90-årige kvindes pårørende er underrettet om sagen.

/ritzau/