Husdyrene hader nytår - sådan hjælper du dem

Nytår er lig med brag, knald og flotte farver.

Fyrværkeriet er med til at gøre en festlig aften endnu festligere - i hvert fald for mennesker. Men for dyrene kan årets sidste aften været et helvede.

- Mange af vores husdyr bliver bange for vores nytårsfyrværkeri. Hvis eksempelvis din hund eller kat er bange for glimtene eller bragene, kan nytårsaften blive
rigtigt slem at komme igennem, fortæller Falcks dyre- og vildtkonsulent Allan Bruun Rasmussen.

Han har derfor en række gode råd til ejerne:

Hvis nytårsaften holdes hjemme:

· Din hund skal helst være træt. Gå derfor lange ture med hunden først på dagen og leg med den.

· Din kat kan du også trætte ved at lege med den.

· Får I gæster, som hunde eller katten ikke kender, så sørg for, at den har et trygt sted, hvor den kan være i fred.

· Rul gardiner ned i de rum, hvor dyret opholder sig.

· Giv først din hund eller kat mad om aftenen - cirka én-to timer før I forventer, at det brager løs, da mæthed vil give dyret en træthedsfornemmelse.

· Undgå selv at bruge bordbomber, da det vil forstærke dyrenes angst for bragene udenfor.

· Sørg for, at hunden eller katten er optaget af andre ting, køb for eksempel et stort kødben eller et nyt stykke legetøj.

· Sørg selv for, at virke rolige og lad ikke gæsterne og børn strømme ind og ud af huset - det stresser dyrene.

Er dyrene alene hjemme:

· Sørg for, at dyret har rigeligt med mad.

· Lad gardiner være nedrullede, og lad lyset være tændt.

· Hvis det er muligt, er dæmpet musik en god idé.

· Sørg for, at hunden eller kattens kurv har rigeligt med tæpper.

Dagens Gossip

Dagens TV