Husejere kalder det svineri at spænde ben for klager

Skrevet af admin

09/05/2016

Mest læste i dag

Det er noget svineri, hvis Skatteministeriet lægger restriktioner og gebyrer på boligejerne, fordi man venter en klagestorm over de kommende ejendomsvurderinger.

Sådan lyder reaktionen fra Parcelhusejernes Landsforening, efter at Skatteministeriet ifølge Politiken arbejder på barrierer, som skal forhindre, at hundredtusindvis af boligejere klager, når de næste ejendomsvurderinger kommer i 2019.

En mulighed er, at boligejerne skal betale et gebyr for at klage. Et andet middel kunne være en regel om, at boligejeren ikke kan få ændret en vurdering, hvis den er mindre end 20 procent forkert.

- Folk ved ikke, hvad der er op og ned i de her sager, og ingen kan, når de næste ejendomsvurderinger kommer i 2019, huske, hvad ejendommene var værd i 2014 og 2015, siger Allan Malskær, formand for Parcelhusejernes Landsforening.

- Det er skubbet så mange år nu, at det er uoverskueligt for ganske almindelige danskere, siger han.

Hans klare anbefaling til politikerne er i stedet at erkende deres fejl.

- Politikerne hænger fast i det her dynd, fordi de får 40 milliarder kroner hjem om året, og derfor kan de ikke finde ud af at lave det om, som det skulle være sket for mange år siden, siger han.

Han kalder det hidtidige ejendomsvurderingssystem for lap på lap.

- Det fungerer jo ikke, og jeg håber, politikerne får en ordentlig røvfuld, hvis de går ind og laver nye afgifter i form af klagegebyrer. Der er brug for et nyt system, og det kunne være en boafgift for alle danskere, både ejere og lejere, siger han.

- Naturligvis vil folk klage, når der kommer nye ejendomsvurderinger, for de ved ikke, hvad der er rigtigt. Men de ved, at nogle af dem er blevet snydt. Det har man pligt til at hjælpe dem med, ellers må politikerne erkende, at de godt ved, at de har ramt forkert i stedet for at genere folk, siger Allan Malskær.

/ritzau/