Hushovd vraget til Tour de France

Den norske supersprinter Thor Hushovd er vraget til sommerens Tour de France, der starter i næste uge. Det blev klart, da BMC's mandskab til det franske løb blev offentliggjort lørdag aften.

Den 35-årige nordmand, som har vundet den grønne pointtrøje to gange og har vundet 10 etaper i Tour de France, har haft et resultatmæssigt svingende forår, mens hele sidste år blev ødelagt af sygdom.

Derfor valgte BMC's ledelse at satse på at bygge holdet op omkring Cadel Evans og Tejay van Garderen, mens Hushovd kun er opført som reserve. Senest kørte han et skuffende Critérium du Dauphiné, og i den forbindelse udtalte han:

- Jeg har ikke præsteret hundrede procent. Og så er jeg jo ikke dummere end at stille mig selv spørgsmålet om, jeg har noget at gøre dér (Tour de France, red.), sagde han til TV2 Norge.

Ud over Evans og Van Garderen består BMC-holdet af følgende ryttere: Brent Bookwalter, Marcus Burghardt, Amaël Moinard, Steve Morabito, Manuel Quinziato, Michael Schär og Philippe Gilbert.

 

 

 

Dagens Gossip