Husk reflekserne på løbeturen

Flere og flere tager en løbetur for at klare den daglige motion.

Men hvad der er sundt for kroppen, kan hurtigt blive farligt i trafikken. Løberne benytter nemlig ikke kun fortove og stier. Rigtig mange løber også på eller langs vejene, og det er ikke en god idé.

- Mange løber i den forkerte side af vejen, og hvis man samtidig har musik i ørene eller huen trukket godt ned, så kan det være svært at orientere sig om, hvad der kommer kørende bagfra, siger Sonja Svendsen fra Trafiksikkerhedsgruppen i Haderslev Kommune i en pressemeddelelse.

En løber er at betragte som en fodgænger, og skal derfor løbe imod færdselsretningen, hvis der ikke er et fortov. Er der et fortov, må man ikke løbe på ude på vejbanen. Det gælder også, selv om man er en gruppe, der løber sammen, og måske fylder noget på fortovet.

En speciel opfordring til at følge reglerne sendes til skoler og institutioner, som har ansvaret for elevernes sikkerhed under løbeturen. Her er det afgørende, at eleverne instrueres i, hvordan de færdes korrekt i trafikken under løbeturen.

Når det er mørkt, bør løberne bruge en refleksvest og en lygte. Det meste løbetøj er forsynet med reflekser, men det er langt fra nok til at være synlig i mørket.

På mange skoler og i institutioner bliver der udleveret reflekser. Trafiksikkerhedsgruppen i Haderslev Kommune uddeler også reflekser i forbindelse med kommunalvalget.

Dagens Gossip