Huspriserne falder tæt på kirken

Glem alt om rockerborge og ghettoslum. Der er andre trusler mod boligpriserne, og en af dem kommer fra en af Danmarks ældste institutioner, kirken. Kirkeklokkerne gennemborer stadig væggene ind til soveværelserne søndag morgen, og ikke alle imødekommer dette weekendvækkeur.

I gennemsnit ligger priserne for villaer og rækkehuse da også godt 2.000 kroner under gennemsnittet, hvis boligen ligger under 100 meter fra en kirke.

- Beliggenhed er som bekendt et kernebegreb inden for boligsalg, og hvor beliggenhed tæt på strand, sø og skov eksempelvis trækker prisen op, ser vi også, at en placering tæt på en kirke trækker prisen lidt ned, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Kirker er en bonus – på afstand

Trods kirkens naboer måske ikke altid er tilfredse med kirkeklokkernes bimlen, bliver kirkerne ofte brugt som plusord i boligannoncerne – hvis kirken ellers ligger langt nok væk. En bolig i Korsør beskrives fx som ”bolig i 1. række til en helt fantastisk vandudsigt over Noret med Tårnborg Kirke i det fjerne”; i Slagelse lyder det.

Huset har mod nord en smuk udsigt til Kirke og gadekær, og i Tureby går man hele vejen. Den gennemmoderniserede bolig ligger lige overfor den smukke landsbykirke, som i øvrigt er oplyst alle aftener i december.

Kirkernes romantiske fremtoning er med til at skabe idyl. Vi kan godt se os selv gå hånd i hånd med vores hjertes udkårne en decembernat i skæret fra den smukt oplyste kirke. Men når realiteterne vækker os søndag morgen, er vi måske mindre positivt stemt.

400 meter sikkerhedsafstand

Skal huspriserne tilbage til normalen, skal man bevæge sig 400 meter væk fra kirken. Her kan klokkerne formodentlig nedtones med et lukket vindue eller en dyne, der trækkes over hovedet.

200 meter alene gør ikke det store for priserne, men en placering 300 meter fra kirken får priserne til at stige 1.000 kroner pr. kvadratmeter sammenlignet med, hvis boligen lå under 100 meter fra.

Dagens Gossip