Husslaver blev slået og hjernevasket

Tre kvinder, der blev holdt som husslaver i London i 30 år, blev slået og hjernevasket, siger det britiske politi om sagen, der har rystet den britiske offentlighed.

Politichef Steve Rodhouse fra Scotland Yard siger, at politiets efterforskere er ved at forsøge at begribe "de usynlige håndjern", som blev anvendt til at kontrollere kvinderne - deriblandt en 30-årig, som har været slave hele sit liv.

- Hvad vi har fået afdækket indtil nu, er et kompliceret og stærkt foruroligende billede af følelsesmæssig kontrol over andre gennem mange år, siger Rodhouse.

- Hjernevask ville være et ord for det, men jeg tror ikke, at det dækker de mange år med følelsesmæssigt misbrug, som de har været udsat for, tilføjer han.

Rodhouse, der kalder sagen "unik", oplyser også, at de to mistænkte i sagen - en mand og en kvinde, der begge er 67 år - har været anholdt engang i 1970'erne. Han angiver ingen yderligere detaljer.

De to mistænkte, der blev anholdt torsdag, er blevet løsladt mod kaution. De er begge udenlandske statsborgere, og de er sigtet for meddelagtighed i tvangsarbejde og slaveri i private hjem.

De er løsladt mod kaution frem til januar, mens myndighederne efterforsker sagen videre. Parrets pas er inddraget.

De tre kvinder - en 69-årig fra Malaysia, en 57-årig fra Irland og en 30-årig brite - blev reddet den 25. oktober fra et hus i det sydlige London.

Politiet siger, at de først foretog anholdelser i sagen torsdag, da de tre befriede kvinder først skulle forklare deres situation.

- Vi har aldrig set noget som helst af dette omfang før, sagde politiinspektør Kevin Hyland fra Scotland Yards afdeling for menneskesmugling torsdag.

- Disse kvinder er dybt traumatiserede og er blevet holdt som slaver i mindst 30 år med stort set ingen adgang til verden udenfor. Det tager naturligvis noget tid at forsøge at finde ud af præcist, hvad der er sket, fortsatte han.

Kvinderne blev reddet, efter at den irske kvinde ringede til en velgørenhedsorganisation 18. oktober.

Organisationen Freedom Charity havde forinden optrådt i et tv-program om husslaver.

De alarmerede politiet, og gennem hemmelige opkald gik den irske kvinde og den 30-årige brite med til at mødes med politiet 25. oktober.

Siden blev også den malaysiske kvinde befriet fra adressen i det sydlige London.Der er ikke noget, der tyder på, at kvinderne har været udsat for seksuelle overgreb./ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV