Huxi Bach og Karen Thisted sparker gang i sundhedskonference

Et af Danmarks nok for tiden mest spændende makkerpar Huxi Bach og Karen Thisted kommer til Haderslev den 21. marts 2013.

Det sker i forbindelse med den årlige sundhedskonference, hvor de to kendte radioværter og foredragsholdere giver deres uforbeholdne og knivskarpe kommentar til unge og unges liv.

I år sætter sundhedskonferencen fokus på unge og unges liv. Til stede på konferencen er både personer, der arbejder professionelt med unge, og naturligvis helt almindelige unge, som har gjort en helt ualmindelig flot indsats.

Konferencen holdes den 21. marts i Kulturhuset, Hotel Harmonien, mellem klokken 13 og 17.

Til konferencen er der planlagt en række workshops, hvor deltagerne kan hente viden om unge fra en række fagpersoner.

Temaerne spænder bredt fra unges fritidsaktiviteter, risikoadfærd, seksualitet over til unge og beskæftigelse med de udfordringer der er, når de mest sårbare unge forsøger at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Fra Haderslev kommer den unge multikunstner Musse og giver som ung indvandrer sin refleksion på verden og ikke mindst på Danmark.

Sundhedskonferencen er arrangeret af Udvalget for Sundhed og Forebyggelse og er åben for alle. Den henvender sig dog især til unge mennesker, skolelærere, pædagoger og andre professionelle med unge tæt ind på livet.

På sundhedskonferencen vil årets sundhedspris 2012 også blive uddelt, og det er gratis at deltage i konferencen.

Hele programmet samt tilmelding kan findes på hib.haderslev.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV