Hvepsebo: Retten var klar til at straffe bagmand hårdere

Skrevet af admin

14/03/2016

Dagens topnyheder

På trods af at bagmanden i Hvepsebo-sagen, 47-årige Evelin Danila, mandag ved Retten i Lyngby blev idømt den hårdest mulige straf for sine forbrydelser, lagde dommeren op til, at straffen kunne være blevet endnu hårdere.

- Retten har valgt at idømme syv år og elleve måneders fængsel, fordi vi synes, denne sag er så grov, siger sagens dommer, Jette Christiansen, i forbindelse med strafudmålingen.

- Der er så skærpende omstændigheder i denne sag, at vi (retten, red.) nok også var villige til at gå højere end maksimumsstraffen for denne slags forbrydelser. Men anklagemyndigheden har ikke bragt paragraf 88 i spil, og så vil retten ikke gøre det.

Paragraf 88 i den danske straffelov gør det muligt at idømme en straf, som er højere end den maksimale straf.

Hvis der for eksempel er tale om særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen overstige den højest mulige straf med indtil det halve.

Anklageren i sagen, senioranklager Jette Malberg, er godt tilfreds med dommene på trods af den missede mulighed for en endnu højere straf til bagmanden.

- Anklagemyndigheden er utroligt tilfreds med rettens afgørelse, som er i overensstemmelse med det, Anklagemyndigheden havde påstået, siger senioranklageren.

Spørgsmål: Når du hører dommeren i dag, ville du så gerne have argumenteret for at benytte straffelovens paragraf 88?

- Der er ingen præcedens for at bruge paragraf 88 i denne slags sager, så det er svært at sige. Måske havde vi gjort det, hvis vi havde haft en krystalkugle og kunne kigge ind i fremtiden, siger Jette Malberg.

I Operation Hvepsebo, som politiet har døbt sagen, er i alt 26 personer tiltalt for at have lokket 300 fattige rumænere til Danmark og udnyttet dem til økonomisk kriminalitet for op mod 40 millioner kroner.

Dommeren kalder foretagendet for en "kriminel organisation, hvor formålet kun var økonomisk vinding".

Politiet har efterforsket Hvepsebo-sagen i fem spor, og det er i sagens spor 1, at der mandag er faldet dom over 13 personer, der fik fængselsstraffe på mellem tre år og syv år og elleve måneder.

Der har været afholdt over 40 retsmøder i spor 1 alene.

/ritzau/