Hvepseplagen er forsinket i år

August er som regel den måned, hvor hvepsene generer mest, men i år er hvepsesæsonen forskudt. Den kolde forsommer gør, at hvepsene bliver sultne efter de søde sager senere, end de plejer.

- August har været forholdsvis hvepsefri. Men hvis vi får lunt vejr her i september, kan hvepsene meget vel blive en plage for os ved havebordet, spår biolog Morten Helholm fra skadedyrseksperten Mortalin.

Hvepsestik kan gøre meget ondt, men er for de fleste mennesker ufarlige, medmindre man er allergisk over for giften. Morten Helholm anbefaler at sætte en hvepsefanger op, som lokker med for eksempel sød saft for at fange de mange arbejderhvepse, der begynder at sværme nu.

- Arbejderne i hvepseboene har snart fodret næste års dronninger op. Når det er overstået, bliver de mange arbejderhvepse arbejdsløse og flyver hvileløst rundt for at søge føde, helst den, der dufter og smager sødt. Når denne jagt står på, er risikoen for stik størst. Hvepsene kan være meget aggressive, selv langt ind i september, siger Morten Helholm.

Tusinder af hvepse

Selve hvepseboene er på denne årstid som regel store. Boet kan rumme flere tusinde individer, som sværmer og vil angribe i flok, hvis de føler sig truede.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Når vi kommer længere hen på efteråret, og det bliver køligere, vil arbejderhvepsene gå til grunde af kulde. Ofte kan man ligefrem se, at de falder ud af boet og ligger på jorden.

- Ønsker man at fjerne selve boet, så vent til hen på vinteren, hvor eventuelle tilbageværende hvepse vil være døde. Eller få professionel bistand, siger Morten Helholm.

Forebyg nu

Ønsker man at forebygge næste års hvepseplage skal man ikke vente, men derimod sætte ind nu. Et aktivt hvepsebo rummer lige nu flere hundrede dronninger, der hver vil starte et nyt hvepsebo til foråret. Inden længe flyver de ud af boet for at parre sig og gå i vinterhi .

Hvepsefri spray med skum lukker indgangen til hvepseboet og dræber de hvepse, som kommer i kontakt med skummet. Man kan forsøge selv eller overlade opgaven til professionelle, hvis man ikke vil have besværet eller ikke selv vil løbe risikoen.

Bekæmpelse af hvepse er bedst tidligt om morgenen, før hvepsene begynder at flyve ud eller sent om aftenen, hvor de fleste er tilbage i boet.

Opdager man et forladt hvepsebo – for eksempel på loftet – kan man bare lade det være. Hvepse vender aldrig tilbage til et forladt bo.

Dagens Gossip

Dagens TV