Hver 10. politiker chikaneres i eget hjem

DR Nyheder har spurgt 1.330 lokalpolitikere, og mange har ligesom Jørgen Andersen oplevet at blive chikaneret. Knap hver 10. giver udtryk for, at de er blevet direkte opsøgt og chikaneret i eget hjem. Mere end hver tredje kommunalpolitiker er blevet chikaneret per mail, mens mere end hver fjerde er blevet chikaneret telefonisk.

Per Slot (K), konservativt byrådsmedlem i Helsingør Kommune, mærkede en vælgers vrede, da han for cirka to år siden kom hjem fra en fisketur. Den vrede borger mødte op ved lokalpolitikerens hoveddør.

»Nu skulle jeg bare vide, at han fulgte nøje med i, hvad jeg foretog mig, og jeg skulle ikke tro, at jeg var noget. Nu skulle han nok komme efter mig, og han skulle nok sørge for mig,« siger Per Slot til DR Nyheder.

Ulrik Kjær, kommunalforsker ved Syddansk Universitet, frygter, at chikanen af politikerne kan få store konsekvenser for demokratiet.

»Hvis kommunalpolitikerne lige pludselig bliver opsøgt på bopælen og chikaneret, så kan det jo skræmme nogle af dem væk, og det vil udgøre et demokratisk problem. Det kræver, at man er virkelig hårdhudet og tykhudet, hvis man skal være med i det her game efterhånden. Til sidst er der kun de virkelig barske typer tilbage, som er villige til også at tage de her chikanerier med,« siger Ulrik Kjær til DR Nyheder.

Dagens Gossip

Dagens TV