Hver anden erhvervsskoleelev dropper ud

Erhvervsskolerne har dog svært ved at fasteholde de helt unge. Tal fra Undervisningsministeriet viser, at 56,5 procent af de 15-19-årige, der i 2007 startede på en erhvervsuddannelse, var droppet ud i 2012.

Manglen på praktikpladser er en af de primære årsager til frafaldet, mener Torben Pilegaard Jensen, der er ungdomsuddannelsesforsker og forskningsleder ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora).

Lige nu mangler 12.000 en praktikplads i en virksomhed, og det er typisk i tiden mellem grundforløbet på skolen og hovedforløbet, hvor eleven skal i praktik, at de unge falder fra.

Et andet problem for erhvervsskolerne er et lavt bogligt niveau blandt eleverne.

»Generelt er vores billede, at 75 procent af de elever, der starter her, ikke er i stand til at læse på et forventeligt niveau. Så skal vi jo forsøge at løfte de elever fra et meget lavt niveau«, siger afdelingsleder på CPH West Martin Lasse Hansen.

Han mener, at selve strukturen på erhvervsuddannelserne er medvirkende til det høje frafald.

»Når du starter her som 15-16-årig, er det første, du møder, en lærer og en vejleder, der siger: »Hvad vil du konkret være?«. Ikke alle kan træffe en stor beslutning så tidligt. Vælger man gymnasiet, kan man udskyde det valg, til man er 19-20 år«.

Derfor ønsker Danske Erhvervsskoler at indføre et fælles basisår i begyndelsen af erhvervsuddannelserne, hvor alle elever bliver introduceret til forskellige uddannelsesretninger og derved kan udskyde det endelige valg.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er åben for ideen.

»Skal vi have fat i de helt unge, synes vi, at der er en idé i at skabe bredere indgange, hvor man kan prøve flere ting af i længere tid. Men jeg er ikke sikker på, at alle har behov for et basisår. De ældre er ret afklarede om, hvad de vil«, siger hun, med henvisning til at gennemsnitsalderen for nystartede elever på erhvervsuddannelserne i dag er 22 år.

Dagens Gossip

Dagens TV