Hver anden vågner om natten

Der er intet som en god nats søvn, men mange danskere har problemer med at få en hel nats sammenhængende kvalitetssøvn.

I en ny undersøgelse, som analysebureauet Wilke har gennemført i samarbejde med Newspaq, svarer 48,5 procent af de adspurgte, at de normalt ikke har en uforstyrret nattesøvn. Det kan være et stort problem, påpeger en søvnekspert.

- At være vågen mellem ti og femten minutter i løbet af en nat en gang imellem er ikke problematisk, men begynder man at blive bekymret for, om man nu kan falde i søvn igen, så kan de blive et stort problem, som kan påvirke både den fysisk og psykisk restitution, siger forsker ved Center for Stress og Trivsel, Mikael Rasmussen, til Newspaq.

Han forklarer, at alle mennesker er vågne flere gang i løbet af en nat, men at de fleste ofte har glemt det om morgenen.

Hovedårsagen til den ufrivillige opvågnen, som vi husker, er ifølge undersøgelsen toiletbesøg, men den afbrudte søvn kan have alvorlige følger.

- Længerevarende søvnproblemer i eksempelvis måneder er forbundet med diabetes 2, depression, hjerte-kar-sygdomme, overvægt og en kortere livslængde, forklarer Mikael Rasmussen.

At søvn er essentiel kender man alt til i Dansk Søvnapnø Forening. Faktisk kan manglende søvn spolere ens sociale liv, sexliv og meget mere.

- Man kan ikke passe sit arbejde på tilfredsstillende vis, for bare det at klare hverdagen, når man hele tiden er træt og har den følelse af aldrig at være udhvilet, er ikke let, fortæller formanden for foreningen Ellinor Wolff.

Søvnapnø er en sygdom, der forekommer hos en lille gruppe af dem, som har søvnproblemer. Da sygdommen kan være livstruende opfordrer formanden alle, der har længerevarende søvnproblemer, til at opsøge læge for at få hjælp.

Har man søvnproblemer, er der særligt ét godt råd.

- Det er vigtigt at komme væk fra det, man forbinder med at sove. Derfor bør man forlade soveværelset og lave noget, der ikke er for aktiverende eksempelvis læse eller lytte til noget god musik. Sengen skal være et fristed for bekymringer, så når man ligger der, skal de være parkeret et andet sted, siger søvnekspert Mikael Rasmussen.

Voksne mennesker har brug for syv eller otte timers kvalitetssøvn. Søvnen stimulerer væksthormon til genopbygning af væv og muskler, immunsystemet får et boost, så man kan bekæmpe infektioner, hjerte-kar-systemet bliver motioneret og så påvirker det hjernen og dermed hukommelse, indlæring og koncentration.

 

Dagens Gossip